Thorhauge/Benny
Oktober 2007
Thorhauge på besøg hos Benny, den 25. oktober 2007
 Som
nogle måske har læst i artiklen fra
maj 2007, har
Benny nogle meget spændende højttalere og også et overordentligt
seriøst setup til at spille på dem med.
Nu er det sådan, at Bennys højttalere, på trods af størrelsen, er
ganske letdrevne. Så hvad er mere naturligt end at afprøve, hvordan
de spiller med en rørforstærker?
Som sagt så gjort.
Benny har afprøvet flere forskellige rørforstærkere, og det synes
han faldt så heldigt ud, at da Steen Thorhauge spurgte, om han måtte
komme og høre Bennys nye højttalere, bad Benny ham om at tage en
forstærker med – så kunne han jo også lige få hørt den.
Tilsyneladende syntes Steen Thorhauge, at det gik så godt, at han
kunne tænke sig at demonstrere sin forstærker på Bennys højttalere
for en bredere kreds. Og det blev så anledningen til, at Benny
tilbød klubben at komme og høre højttalerne med en anden og noget
mindre forstærker på. Steen Thorhauge havde dog også taget et par
interesserede lyttere med, så vi var ikke kun klubmedlemmer til
stede.
Jeg vil
ikke fortælle en lang historie om Bennys anlæg, for det står der
nemlig meget mere om i førnævnte artikel fra maj 2007.
Det, der
er interessant denne gang, er, at vi kun lyttede på LP’er afspillet
via Bennys Verdier pladespiller med en Da Vinci Grand Referenze
Grandezza arm.
Da Steen Thorhauge havde taget sin forforstærker med indbygget Riaa
og dertil en Thorhauge MC-forstærker med, blev det det, vi lyttede
til. Effektforstærkeren var selvfølgelig også Thorhauges - først med
KT88 rør og senere med EL34 rør.
Steen Thorhauge var dog ikke tilfreds med lyden fra KT88’erne og
kørte derfor resolut hjem efter en håndfuld EL34 rør, selvom det
betød over 1 times kørsel. Han var lige vendt tilbage, da jeg ankom,
så derfor gik jeg glip af, hvordan KT88’erne lød. Ifølge Steen
Thorhauge matchede EL34’erne højttalerne bedre - især i mellemtonen.
Og da højttalerne er så letdrevne, gik det fint, selvom der
selvfølgelig var færre kræfter til rådighed.
Hvordan lød det så?
Først på aftenen var jeg ikke så imponeret, men det skulle vise sig,
at Thorhauges forstærker - som vel de fleste andre - vinder ved at
blive varm. Efter en ½ times tid begyndte det at spille, og det
skulle vise sig, at det slet ikke var uden evner.
Vi hørte meget forskelligt musik - lige fra Gnags til Dire Straits,
Johnny Cash, Vera Lynn og meget andet.
Bennys højttalere er lidt egoistiske forstået sådan, at man helst
skal sidde i ”the sweet spot”, og det kunne jeg jo ikke gøre hele
tiden, men nogle numre blev det da til. Jeg har kun hørt Bennys
højttalere én gang før, og det var i maj med Lamm udstyr på.
Forskellen er umiddelbar stor. Hvor Lamm udstyret havde ekstrem
meget magt over højttalerne - med en meget stram bas til følge -
bidrog Thorhauge forstærkerne med noget mere bund, og det klædte
faktisk højttalerne. Med Lamm forstærkere sagde højttalerne ikke
meget under 40Hz eller deromkring. Med Thorhauges forstærkere fik
man fornemmelse af at vi var nået ned til omkring 30 Hz.
Thorhauge sættet må også siges at være meget musikalsk. Jeg tror,
det vil være svært at forestille sig lyttetræthed med dem i kæden.
Lyden var letflydende, behagelig men stadig detaljeret. Ikke
superdetaljeret, men der var det, der skulle være. Der var også en
ganske god rumoplevelse, og perspektivet stod meget klart.
Hvis man tager prisen i betragtning er Thorhauges grej et hit. Man
får altså meget vellyd for pengene, og det er ikke så tit, man gør
det nu om stunder.
Da vi jo alle er nysgerrige, kunne vi ikke dy os for at prøve nogle
kabler af. Steen Thorhauge havde medbragt et Mictor Fox signalkabel
og sine egne højttalerkabler, som jeg desværre ikke kan huske navnet
på. Men det var nogle til 40,- kr. meteren, tror jeg. Som Steen
Thorhauge sagde - de var valgt efter farven. Det, han mente, var
vist, at han ikke går så meget op i kabler.
Vi fik sat et Dyrholm Elite højttalerkabel på og også et Dyrholm
Spirit signalkabel (faktisk det første, der var færdigproduceret).
Vi kunne dog ikke blive enige om, hvorvidt det var bedre eller ej,
og nogle mente ikke, der var den store forskel.
Steen Thorhauge foretrak sit eget højttalerkabel, som var noget mere
”forward” i lyden - musikerne stod mellem eller lidt foran
højttalerne med det på. Med Dyrholm kablerne blev musikerne trukket
bag ved højttalerne - dvs. perspektivet bagud voksede betragteligt.
Det skinner måske igennem, at jeg helt klart foretrak lyden med
Dyrholm kablerne, men smag kan jo heldigvis diskuteres til
uendelighed. Det, det især gjorde Dyrholm kablerne bedre i mine øjne
(ører), var deres evne til at levere et glat og åbent lydbillede.
Der var ikke noget, der stak af eller pådrog sig unødig
opmærksomhed. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at Bennys
højttalere faktisk internt er monteret med Dyrholms kabler.
Om Benny
ender med noget Thorhauge grej, ved jeg ikke - men jeg tror ikke,
han er færdig med at afprøve alternativer. Helt sikkert er det dog,
at Thorhauges grej spiller rigtig godt - og for at sige det ligeud -
givet kan spille røven ud af bukserne på meget andet i den
prisklasse. Så er det sagt.
Tak til Benny for et godt arrangement. Jeg kommer gerne igen, når
han har fundet den helt rigtige sammensætning - og det må gerne være
med rør ;o)
/Morten
|
