Viborg Musik og Hifi klub

Hjem  Arrangementer  Supertræf  Links  Om Klubben  Galleri

Besøg hos Artsound januar 2011

Analog kontra digital afspilning

Det er lige før at overskriften hører til et Fight Night boksestævne, men så galt gik det ikke denne aften, hvor vi var på besøg hos Hans og Artsound. Se evt.
www.artsound.dk.

http://www.viborghifi.dk/billeder/hans_2011/20110131%20037_resize.JPG


Overskriften dækker over, at vi denne aften testede forskelle mellem et helt analogt setup med en pladespiller som signalkilde op imod harddiskafspilning fra en Mac Mini.

Først den fælles afspillerkæde

Aesthetix Calypso Signature forforstærker
Air Tight 211 monotrin
Avantgarde DUO Omega G2 højttalere
Kabler fra Shunyata, Kondo og PS Audio

Den digitale signalkilde

NAS-baseret lagring af lydfiler
MAC Mini med iTunes og Pure Music
Weiss DAC202

Den analoge signalkilde

Raven AC pladespiller
Graham Phantom II tonearm
Air Tight PC 1 MC PU
Aesthetix IO Eclipse Riaa

Hvis man tjekker en prisliste vil man nok kunne regne ud, at pladespiller setup’et er langt det dyreste – men spiller det så også bedst?

Nå nok om teknikken - det er jo lyden det handler om!

Vi blev delt i to hold så vi kunne få de bedst mulige chancer for at lytte til systemerne. Holdet der ikke var i lytterummet indtog spisestuen og fik en snak om digital afspilning, teknikken bag etc.

Lytteindtryk

Vi startede med at spille LP’er og det er jo ikke så ringe endda.

Jeg har hørt den tidligere udgave af højttalerne før og var da lidt spændt på hvordan de ville spille i Hans’ nye lytterum. Hans forklarede, at det var helt nyt og desværre lidt for kvadratisk, hvilket betyder, at der er par resonansfrekvenser, hvor det boomer en lille smule.

Hornhøjttalere har jeg altid opfattet som meget dynamiske, men desværre har jeg ofte oplevet en tendens til, at de kan være lidt voldsomme ved øregangene i den øvre mellemtone – andre vil kalde det realistisk, men jeg er nok lidt sart. Jeg måtte dog erkende, at det jeg forstår ved hornlyd var meget svært at finde i dette setup – de tendenser til ”gjalden” jeg måske havde frygtet en smule, var der ikke. Det lovede m.a.o. godt.

Nu kan jeg ikke påstå at vide, hvad hver enkelt komponent gør for det samlede lydbillede, men må blot konstatere at det spillede rigtig rigtig godt. Den ene plade afløste da også den anden. Jeg fik Hans til at sætte en Supertramp plade på, som jeg faldt over i Hans’ velassorterede reol. Det er måske ikke en udpræget Hi-fi-plade, hvis nogle sådanne findes, men derfor kan den godt være afslørende alligevel. Hans gav dog også udtryk for, at det også er en plade, som han selv finder frem engang imellem for musikkens og oplevelsen skyld.

Vi hørte alt fra blues til jazz, og lidt klassisk sneg der sig vist også ind.

Hele vejen igennem var det god, vellydende, nærværnede og autentisk lyd, altså lyd som jeg foretrækker den. Faktisk vil jeg endda kalde det lyd af høj klasse.

Nå – vi blev smidt ud til fordel for hold 2 og fik en lydpause, hvor vi drøftede digital afspilning, erfaringer med forskellige løsninger, bit opløsning, tilgængelig software, dvs. både afspillerprogrammer og digital musik. 

Flere af klubbens medlemmer er gået over til harddiskafspilning men leder vel som jeg stadig efter løsninger, der lyder endnu bedre end det, man p.t. nu måtte være nået frem til. Så det var en interessant snak, synes jeg.

Da hold 2 havde fået vinyllyden ind på øregangene, vendte vi tilbage og skulle nu lytte til noget af det musik, vi havde hørt på pladespilleren på det digitale setup. Hans havde en del musik i høj opløsning (24 bit), så det digitale setup fik bedst mulige vilkår.

Der var ikke tvivl om, at det digitale setup var vellydende og vel også mange CD-afspillere overlegent, vil jeg tro, men men men…..at banke en rigtig god pladespillerkombination er ikke så nemt. 

http://www.viborghifi.dk/billeder/hans_2011/20110131%20042_resize.JPG


Jeg vil personligt foretrække pladespiller setup’et. Ikke fordi det var det dyreste setup, men fordi det lød mere ægte og nærværende. Analog lyd har i mine ører stadig evnen til at være mere naturlig, og sådan er det i øvrigt også hjemme hos mig selv omend på et lidt lavere niveau, end det vi oplevede denne aften.

Det forhindrede dog os ikke i at nyde Pink Floyd for fuld udblæsning (The Wall) og flere andre gode numre som Hans havde i højopløst udgave.

Så dommerstemmerne i mit ringhjørne blev vist en pointsejr til det analoge setup. Men der var ikke grundlag for at dømme knockout i denne omgang.

Tak til Hans & co. for et rigtig godt arrangement og for at være med til at gøre os alle sammen lidt klogere.

http://www.viborghifi.dk/billeder/hans_2011/20110131%20043_resize.JPG

http://www.viborghifi.dk/billeder/hans_2011/20110131%20044_resize.JPG

http://www.viborghifi.dk/billeder/hans_2011/20110131%20050_resize.JPG

 

Morten