Viborg Musik og Hifi klub

Hjem  Arrangementer  Supertræf  Links  Om Klubben  Galleri

Sommerfest 2011

Sommerfest.

Fredag den 27. maj var en dag, som vi havde set frem til i klubben, for da skulle vi både have generalforsamling og sommerfest, og begge dele skulle finde sted i de smukke omgivelser hos Gert i Hjarbæk.

Vi startede først på aftenen med generalforsamlingen og gik herefter over til den mere uformelle del af arrangementet, nemlig sommerfesten med den traditionelle grillmenu. Som de tidligere år blev det en hyggelig og afslappet aften, hvor vi både fik snakket en masse om løst og fast inden- og udenfor hi-fi-verdenen, og hvor vi også fik lyttet til lidt musik over Gerts anlæg, som på mange måder lignede sig selv.

I forhold til sidste år var der dog sket den ændring, at de store panelhøjttalere - som stadig assisteres i bunden af en kæmpemæssig, hornladet subwoofer - nu blev trukket af en forstærker fra norske Hegel. Lydmæssigt syntes det at være en god løsning, for det var god lyd og god musik, som akkompagnerede vores årlige lille festmåltid, som samtidig markerede afslutningen på nok en god sæson i vores klub.

Tak til Gert for godt værtsskab - lad os håbe, at vi også næste år kan få lov at holde vores sommerafslutning i disse hyggelige omgivelser, som traditionen efterhånden byder det.

- Andreas -