Viborg Musik og Hifi klub

Hjem  Arrangementer  Supertræf  Links  Om Klubben  Galleri

Sommerfest hos Gert - Juni 2014

Sommerfest og generalforsamling hos Gert

Sæsonen 2013/14 stod over for sin afslutning, da vi indfandt os hos Gert, og det kunne fornemmes, at sommeren var på vej.

Men en sæson i vores lille klub kan ikke afsluttes uden generalforsamling, så det startede vi aftenen med siddende udenfor i de smukke omgivelser omkring Gerts hus. Generalforsamlingen blev et blik tilbage på en sæson, som atter engang havde budt på hyggeligt samvær omkring hi-fi og musik i form af 10 klubmøder, hvis denne aften taltes med. Supertræf blev også nævnt, og der var pæn enighed om, at man vil forsøge at afholde et sådant på et senere tidspunkt. Tid og sted vil – når det måtte kendes – blive offentliggjort under aktiviteter på denne hjemmeside.

Resten af aftenen var vanen tro ren hygge med grillmad, hyggesnak om hi-fi og mange andre emner samt naturligvis med god musik fra Gerts hi-fi-anlæg. Gert arbejder stadig meget i det digitale domæne, idet han har en computer som primær signalkilde i sit anlæg. Har man syslet lidt med computer-audio, vil man vide, at det at opnå god lyd herfra er en proces, hvor små ændringer løbende kan føre til en stadig bedre lyd, og det er da bestemt mit indtryk, at dette også er sket hos Gert, for anlægget var i fin form denne aften.

Tak til Gert for en hyggelig aften som afslutning på en god sæson.

- Andreas -

Her er billeder fra aftenen - klik for større format